Flensborg. DHK Flensborgs træner Jens Häusler var på mange måder mere stolt over det, der foregik lørdag aften i Idrætshallen i Flensborg, end det, der foregik knapt 300 kilometer derfra i OSPA Arena i Rostock. DHK tabte nemlig på håndboldbanen i Rostock med 27-20 til favoritterne fra HC Empor Rostock, men de vandt udenfor banen i Idrætshallen, hvor knapt 50 fans var mødt op til public viewing.
– Det lyder fremragende. Jeg havde ikke troet, at der ville komme så mange mennesker, roser DHK-træner Häusler men tilføjer.
– Det var synd, at vi måtte skuffe dem.
For smagen af hotdogs og Tuborg blev altså det mest positive for de fremmødte DHK-fans. De klappede, da Simon Linnebjerg scorede til 1-0 og ikke mindst, da DHKs Johannes Krüger som medkommentator i Rostock sendte en hilsen hjem til Idrætshallen. Ellers var der ikke meget at klappe over for fansene i Idrætshallen. Spillerne SdU-klubben var nemlig for dårlige til at klappe bolden i kassen.
– Hvis vi havde spillet bedre, så havde vi haft en åben kamp, og så var de blevet nervøse. Men det går ikke, når vi brænder så meget. Vi tabte kampen i angrebet i dag, konstaterede DHK-træneren.
Han så sit hold misbruge tre straffekast indenfor det første kvarter. Der var DHK ellers med i kampen og kun nede med 6-5, men de fortsatte med at brænde frie chancer både før og efter pausen, og så slår man ikke topholdet i 3. Liga. Rostock-mandskabet førte 13-8 ved pausen, og DHK var aldrig rigtig tæt på comebacket.
Hjemme i Idrætshallen var der størst spænding om DHKs første målscorer i anden halvleg. En heldig ung kvinde vandt nemlig blomster, da hun korrekt havde gættet på Sren Tölle. Trods resultatet i Rostock blev DHK Flensborgs første public viewing en succes. En kvinde have også lige telefonen fremme for at forevig mand og hund, der sammen kiggede håndbold. Jonas Løytved

HC Empor Rostock: Wetzel, Mehler – Meuser 2, Steidtmann 7, Wilhelm 2, Schütze, Schramm 2, Mehler, Völzke, Witte 4 (2), Höwt 1, Asmussen 4, Hassmann 1, Zbroil, Mehrkens 2 (1), Breitenfeldt 2

DHK Flensborg: Wendt, Basenau – Heinker, Pedersen 1, Jessen 1, Blumenberg, Wickert-Grossmann 1, Von Eitzen 3, Ejmer 1, Wenske, Tölle 4 (4), Zinndorff 1, Desler 3, Linnebjerg 5

Dommere: Konstantin Großer og Christopher Witt