DHK-kræfterne slap op i det sidste kvarter. Derfor led SdU-klubben sæsonens første hjemmebanenederlag. Hannover-Burgwedel vandt 26-25 i Idrætshallen.

Jonas Løytved
jol@fla.de

Flensborg. Under det blonde, krøllede hår gemmer der sig lidt håndboldmagi. Sønderjyden Mads Zinndorff er ikke nogen stor knægt, men han er en stor håndboldspiller, takket være sine finurlige og hurtige bevægelser og sit blik for spillet.
I DHK Flensborgs 3. ligakamp krydrede han det sågar med scoringer fra egen højrehånd. Da han satte sin direkte modstander af og skød DHK på 21-19 med et kvarter igen, brød Idrætshallen ud i jubel. Det var bare lige tidligt nok. Mads Zinndorff havde nemlig ligesom resten af et decimeret DHK-mandskab ikke mere gas i tanken i det sidste kvarter, og så endte det med et spinkelt 26-25-nederlag til værterne.
– I de første 45 minutter holder vi os til de aftaler, som vi har lavet, men i de sidste 15 minutter tror jeg, at vi løber lidt tør for luft og begynder at tænke lidt for individuelt, sagde en skuffet Mads Zinndorff, der fortjent blev kåret til kampens bedste DHK-spiller. Han fik en nøglerolle i angrebsspillet som afløser for Sjören Tölle, der kun kom i aktion i de sidste tre minutter pga. knæproblemer.
– Jeg synes, at det lykkes rigtig godt. Vi kommer ind med noget fart og kommer på kant, og det spil passer rigtig godt til mig, analyserede spilstyreren, der forud for denne sæson skiftede SønderjyskEs lyseblå trøje ud med DHKs af samme farve. Hjemmekampen mod Hannover-Burgwedel var imponerende nok første gang med Zinndorff i en så central rolle.
Hannover-Burgwedel havde i størstedelen af kampen ikke mange modtræk mod DHKs angrebsspil. Derfor kom mindretalsklubben i front, da de defensivt fik styr på Stefanos Michailidis – en stor stregwadonis af en græsk landsholdsspiller. Før pausen førte hjemmeholdet med 12-9, men to udvisninger kostede, så den kun hed plus én efter første halvleg. Og det var også en del af den ulykkelige DHK-historie. Hver eneste gang de havde muligheden for at trække fra i en sådan grad, at det gjorde rigtig ondt i modstandernes reb, så kom der en udvisning i vejen, og så var det forfra.
– Udvisningerne ødelægger også vores rytme. Nogle af dem er ret dumme, og det er selvfølgelig også med til at ødelægge vores spil, mente Zinndorff.
Og så slap kræfterne bare op… DHK scorede kun en gang mellem minut 45 og minut 57, og så vinder man altså sjældent håndboldkampe. Med to minutter igen førte gæsterne 26-23, og på den baggrund var det faktisk utroligt, at DHK havde 10 sekunder til at sikre en udligning til sidst. Bolden blev tabt på midten af banen – ligesom magien i det sidste kvarter.

DHK Flensborg: Basenau, Wendt – Heinker 1, Pedersen 3, Jessen 2, Blumenberg 1, Wickert-Grossmann, Johannsen, Von Eitzen, Ejmar 1, Tölle 4 (3), Zinndorff 5, Desler 4, Skaaning Linnebjerg 4.

Handball Hannover-Burgwedel: Takahashi, Kinzel, Wendland – Freitag 2, Hoff, Mücke, Kastening, Koch 1, Paternoga, Bergmann 3 (1), Born, Behnke 2 (1), Michailidis 4, Reinsch, Antonevitch 6 (2), Dunekacke 8

Bericht: Flensborg Avis
Foto: speedphotos.de