Joachim Pedersen pakker ud i DHK Flensborg (FL-Avis v. 08.09.18)

  • September 7, 2018

DHK Flensborg har fået tilgang af højre backen Joachim Pedersen. Han havde debut sidste weekend i Potsdam og er lørdag klar til sin første hjemmekamp, når DHK tager imod TSV Burgdorf II.

Jonas Løytved
jol@fla.de

Kruså. – Gejsten på det her hold er vildere end på alle andre hold, som jeg har spillet på, kommer det fra Joachim Pedersen. Han har netop pakket håndboldtasken ud i Dansk Håndbold Klub (DHK) Flensborg og er som højre back udset en rolle, hvor han skal erstatte Leon Wenske, som tidligt på sæsonen pådrog sig en længerevarende skade.
Joachim Pedersen er netop flyttet fra Grenå øst for Aarhus til Padborg, hvor han er arbejdsmand i et tømrerfirma, og derfor var han på udkig efter en ny klub – og gerne på et lidt højere niveau efter at have spillet 2. division i Danmark i den lokale klub i Grenå.
– Jeg synes, at det var på tide, at jeg kom i gang med noget ordentlig håndbold igen, efter jeg har holdt en lang pause på halvandet år, hvor jeg har spillet lidt 2. division og trænet mig op igen.
– Jeg fik et fint tilbud fra DHK, og da jeg var nede og snakke med klubben, var de alle sammen nogle rigtig søde mennesker, fortæller Pedersen om, hvorfor valget faldt på netop DHK. Han leder i øjeblikket efter bolig syd for grænsen.
På sin venstre overarm har han fået tatoveret teksten »I never lose. Either I win or I learn«. En mentalitet, der egentlig passer meget godt til DHK, hvor der er mange unge spillere samlet.
– Træningsmiljøet er rigtig godt, og alle mennesker omkring klubben er rigtig flinke. Jeg er specielt begyndt at snakke meget med de fire danskere, og anføreren Tjark (Desler red.) er også rigtig god til at snakke med mig, selv om han er tysk og ikke rigtig forstår dansk, siger den nytilkomne bagspiller, der har vundet stribevis af DM-medaljer som ungdomsspiller i Aarhus-klubber.
Men der er selvfølgelig lige sprogudfordringen, som Joachim Pedersen også selv antyder. Selv om det er »Dansk Håndbold Klub« med en god håndfuld danske spillere, så foregår det meste altså på tysk med en tysk træner.
– Jeg snakker faktisk overhovedet ikke tysk, men det kan jeg da lære, indrømmer østjyden.
Hvordan lærer man det?
– Ved at omgås tyskere tænker jeg, og så har vi snakket lidt om noget sproglære.
Håndboldkundskaberne er imidlertid vigtigere end sprogkundskaberne, og dem får Joachim Pedersen brug for lørdag, når han spiller sin første hjemmekamp for DHK, der kl. 16 møder TSV Burgdorf II i Idrætshallen. DHK er startet sæsonen i 3. Liga på fornem vis med en sejr og et nederlag mod to af de formodede tophold, mens Burgdorf-mandskabet har tabt deres eneste kamp hidtil. Som underholdning til hjemmekampen vil »Weltentor« optræde med et LED-show.